Io er den inderste af de Galileiske måner. Io var en jumfru som var elsket af Zeus
(Jupiter), og i et forsøg på at skjule hende for den jaloux himmeldronning Hera,
forvandlede han hende til en kvie.
Io er strålende rød. I modsætning til de fleste
andre måner i det ydre solsystem, har Io og månen Europa formentlig samme
opbygning som de terrestriske planeter, og består primært af silikater. De terrestriske
planeter er Merkur, Venus, Jorden og Mars, som ingen ringe har, få eller ingen måner,
og som ikke består af gas, og som desuden er små og nærmest Solen. Silikater er en
kemisk forbindelse af silicium og oxygen (fx mineralet olivin). Nyere data fra sonden
Galileo tyder på at Io har en kerne af jern (muligvis blandet med jernsulfider), med en
diameter på mindst 1800 km. Ios overflade adskiller sig radikalt fra nogen anden
planet i solsystemet. Voyager 1-forskerne havde forventet at finde nedslagskratere,
som på de andre terrestriske planeter, og ud fra antallet pr. arealenhed, ville de vurdere
overfladens alder. Der er næsten ingen kratere på Io, dens overflade er meget ung. Voyager 1 fandt mange hundrede mere eller mindre aktive vulkanske områder, kaldet
“calderaer”. Det er kratere dannet ved en eksplosion, eller et kollaps i en
vulkanåbning, indsynkning i vulkankrater, af cirkelrund eller havrund form. Nogle af
vulkanerne er aktive. Fotografier af udbrud med en højde på 300 meter, blev sendt
tilbage fra begge Voyager-sonder, og Galileo. Det er nok den vigtigste
enkeltopdagelse under Voyager-missionerne, det var det første bevis på, at det indre i
andre jord-lignende objekter, er både varmt og aktivt.
Materialet som sendes ud
fra Ios vulkaner, ser ud til at bestå af en form for svovl eller svolvdioxid. Udbruddene
ændrer sig hurtigt. På de fire måneder der var mellem ankomsten af Voyager 1 og 2,
var der nogle udbrud som ophørte, mens nye begyndte. Aflejringerne rundt om
vulkan-kraterne, forandrede sig også tydeligt. Nyere billeder viser et nyt, kraftigt
udbrud. En ny stor formation i nærheden af Ra Patera, er også blevet opdaget.
Billeder fra Galileo viser også mange forandringer, i forhold til da Voyager-sonderne
passerede. Disse observationer bekræfter at Ios overflade i hvert fald er aktiv. Io har et
meget varieret landskab, med “caledraer” op til flere kilometer dybe, indsøer af
flydende svovl, bjerge der tilsyneladende ikke er vulkaner, udstrakte strømme som er
flere hundrede kilometer lange, bestående af en form for sej væske (måske en
svovlforbindelse), og så en masse vulkansk aktivitet. Svovl og dets svovlforbindelser,
optræder i et bredt farvespektrum, og derfor fremstår Ios overflade med et spraglet
udseende. Analyser af Voyager-billederne fik forskerne til at tro, at lavastrømmene på
Io for det meste bestod af flydende svovlforbindelser. Observationer fra Jorden i
infrarød-området tyder på, at disse områder er alt for varme til, at det kan være
flydende svovl. Nogle mener at det kan være smeltet silikat-sten. Nye observationer
tyder på at materialet må være rigt på natrium. Eller der kan være stor variation i de
forskellige materialer på forskellige steder.
Nogle af de varmeste steder på Io
opnår temperaturer på 1500 K, selvom gennemsnittet er langt mindre, nemlig omkring
130 K. Disse “hot spots” er skyld i at Io mister sin energi. Energien bag al denne
aktivitet stammer temmelig sikkert fra tidevandskræfter mellem Io, Europa,
Ganymedes og Jupiter. De tre måner er låst fast i resonans-baner. En resonans-bane er
en bane der ligger sådan, at der i perioder bliver ændret på månens baneforløb, på
grund af tyngdekraften fra en anden måne. Det gør at hver gang Europa har kredset en
gang om Jupiter, har Io kredset to omgange. Tilsvarende kredser Europa to omgange for hver af Ganymedes.
Selvom Io altid har samme side vendt mod Jupiter, gør
tiltrækningen fra Europa og Ganymedes, at Io vipper lidt, ligesom Månen. Dette
vipperi strækker og bøjer Io med op til 100 meter (100 meters tidevandsbølge i den
varme overflade), og dermed genereres vame på samme måde, som en ståltrådsbøjle
bliver varm, når den bøjes frem og tilbage. Vores måne bliver ikke opvarmet på
samme måde, fordi der ingen anden måne er, til at påvirke den.
Io krydser også
Jupiters magnetfelter, hvilket genererer elektriske strømme. I forhold til
tidevandskræfterne, er disse kræfter små, men alligevel kan strømmene producere op
til en billion watt. De elektriske kræfter river også materiale løs fra Io, som formes
som en badering af intens stråling rundt om Jupiter. Partikler som slipper ud af
strålingsbæltet, er delvist årsag til Jupiters usædvanligt store magnetosfære.
Magnetosfæren er det område i en planets magnetfelt, som virker som et beskyttende
skjold mod rumstorme. Nyere data fra Galileo viser at Io måske har sit eget
magnetfelt, ligesom Ganymedes. Io har en tynd atmosfære af svovldioxid og muligvis
nogle andre gasser. Til forskel fra de andre galileiske måner har Io intet, eller meget
lidt vand. Det kan være fordi Jupiter var så varm, i den tidlige udvikling af
solsystemet, at sådanne stoffer fordampede i Jupiters nærmeste omgivelser, mens der længere væk var koldt nok til, at de kunne forblive. |
