Forside
Planeterne Solen, Månen
Gasplaneternes måner/ringe
Jupiter
-Måner side 1
-Måner side 2
-Måner side 3
-Måner side 4
-Måner side 5
-Måner side 6
-Fakta om månerne
-Ringe
Saturn
Uranus
Neptun
Universet
Astro-Quiz
Ordforklaring
Læg en besked i gæstebogen
| Ganymedes er den tredje af de Galileiske måner, og solsystemets største måne. Ganymedes var en smuk trojansk dreng, der af Zeus blev udråbt til at være gudernes mundskænk. Ganymedes er den største måne i vores solsystem. I diameter er den større end Merkur, men vejer kun halvt så meget, og den er meget større end Pluto. Før rumsonden Galileo nåede frem til Ganymedes, blev det antaget at Ganymedes og Callisto var sammensat af en stor stenkerne, omsluttet af en kappe af vand eller is, og at Titan og Triton var ligesådan. |
| Observationer fra Galileo viser at Callisto er jævnt sammensat, mens Ganymedes er sammensat i en trelags-struktur. En lille flydende kerne af jern/jernsulfider, omgivet af en kappe af silikater (en kemisk forbindelse af silicium og oxygen) og en skorpe af is ovenpå. Ganymedes kan faktisk være ligesom Io, dog med et ekstra ydre lag is. Groft sagt består overfladen af en lige blanding af to landskabs-typer. Meget gamle, meget kraterfulde, mørke områder, og noget yngre (men stadig gamle) lysere områder, markeret med en imponerende samling furer og kløfter. Deres oprindelse er klart af tektonisk natur (pladedrift), men detaljerne er ukendte. På det område er Ganymedes mere som Jorden, end Venus eller Mars. Men der er ikke tegn på nyere tektonisk aktivitet på Ganymedes. På Enceladus, Miranda og Ariel findes et lignende terræn med furer og kløfter. De mørke områder har samme overflade som Callisto. |
| For nylig er der fundet tegn på en tynd oxygen-atmosfære, meget lig den man fandt på Europa. Der er fundet mange kratere på begge landskabs-typer. Kraternes tæthed tyder på en alder af 3 - 3,5 milliarder år, samme alder som Månen. Kraterne både dækker og krydser furerne, hvilket tyder på at også disse formationer er meget gamle. Relativt unge kratere med “stråler” af udbrudsmateriale (lava) kan også ses. Modsat Månen er kraterne dog temmelig flade, og uden ringbjerge og centrale forsænkninger, som er almindelige for kratere på Månen og Merkur. Dette skyldes sikkert at den frosne overfladeskorpe er blød, og over geologisk tid kan flyde, og dermed få kraterne til at flade ud. Gamle kratere, hvis relieffer er forsvundet, og nu kun står som svage “spøgelser” af sig selv, kaldes for palimpsester. |
| Første gang Galileo udforskede Ganymedes, fandt han ud af at Ganymedes har sit eget magnetosfærefelt indkapslet i den enorme magnetosfære, som omgiver Jupiter. Det er sikkert genereret på samme måde som Jordens, som et resultat af ledende materiale i bevægelse i det indre. Magnetosfæren er det område i en planets magnetfelt, som virker som et beskyttende skjold mod rumstorme. |