Forside
-Måner side 2
|
Puck,
Miranda og Ariel
| Puck |
 |
| Puck er en alf i Shakespeares Midsummer-nights dream. Af de ti nye måner Voyager
2 opdagede, var det kun Puck der blev opdaget i tide til, at man nåede at tage
ordentlige billeder af den. Puck og de andre små måner er meget mørke. De har en
albedo på under 0,1. Albedo er en målenhed for, hvor meget af det lys månen
modtager, der reflekteres. Jo højere albedo, desto mere reflekterer den, og er dermed
lettere at se. En albedo på 1 betyder at der reflekteres så meget lys som muligt. |
| Miranda |
 |
Miranda er den inderste af Uranus store måner. Miranda er datter af magikeren
Prospero i Shakespeares The tempest.
For at få et ekstra skub på vej mod Neptun, var
Voyager nødt til at flyve tæt på Uranus. Og på grund af Uranus specielle stilling, var
det kun Miranda der blev observeret på nært hold. Før Voyager, vidste man kun meget
lidt om Miranda. Den er hverken særlig stor, eller særlig speciel på nogen måde, så
den ville nok ikke have været et hovedmål, hvis Voyager-teamet havde kunnet vælge.
Men det viste sig alligevel at Miranda var et højst interessant objekt. Miranda består
halvt af is og af stenmateriale. Mirandas overflade er en stor sammenblanding af
kratere, dale og sære revner og klipper.
I starten var Voyager 2-billederne et
mysterium. Ingen havde forventet at der var tegn på indre aktivitet på Uranus måner.
Det var pinligt for dem da de måtte gøre rede for dette mystiske, hidtil ukendte
landskab. Det blev sendt direkte i fjernsynet, hvor de beskrev dens unikke landskab.
Man mente at Miranda gentagne gange var blevet smadret, og samlet igen, sådan at
dens indre kom frem til overfladen. Nu hælder man mere til teorier om, at fx delvis
smeltet is strømmer op til overfladen.
Voyager 2 passerede så tæt forbi Miranda, og
lysniveauet var så lavt, at der måtte tages specielle hensyn så billederne ikke blev
fuldstændig slørede. Det gjorde de ved at rotere hele rumsonden, mens lukkeren på
kameraet var åben, for at kompensere for månens bevægelse. Derfor er billederne dem
med den bedste opløsning, fra hele missionen. |
| Ariel |
 |
Ariel er en fe i Shakespeares The tempest, og er Uranus lyseste måne. Ariel og
Titania, ser ud til at være temmelig ens, selvom Titania er 35% større. Alle Uranus
store måner består af en blanding af 40-50% is, og resten sten, hvilket er en lidt større
stenandel, end i Saturns store måner, som fx Rhea. Ariels overflade er en blanding af
kraterfuldt terræn, og systemer af flere hundrede kilometer lange, og mere end ti
kilometer dybe, sammenhængende dale. Det er ligesom Titanias overflade, bare meget
større. Nogle af kraterne ser ud til at være halvt begravede.
Ariels overflade er
tydeligvis rimelig ung, selvom den er ældre end andre, fx Enceladus, så der har højst
sandsynligt været en eller anden form for overfladefornyelsesproces i gang. Nogle af
bakkekammene i centrum af dalstrøgene, er blevet tolket som opstrømning af is. Det
er muligt at Ariel har været varm i sit indre for længe siden, men nu er den kold.
Måske er dalene sprækker, som blev formet da Ariel frøs til. |
|