Forside
-Måner side 3
|
Umbriel,
Titania, Oberon, Caliban og Sycorax
| Umbriel |
 |
| Umbriel er den trejde største af Uranus måner. Umbriel er en af personerne i
Alexander Popes The rape of the lock. Umbriel og Oberon virker ret ens, selvom
Oberon er 35% større. Alle Uranus store måner består af en blanding af is, og resten
sten. Umbriels meget kraterfulde overflade, har sandsynligvis været stabil siden dens
dannelse. Den har nemlig langt flere, og større kratere end Ariel og Titania. Umbriel
er meget mørk, den reflekterer kun halvt så meget lys som Ariel, Uranus lyseste måne. |
| Titania |
 |
Titania er den største af Uranus kendte måner. Titania er feernes dronning og Oberons
hustru i Shakespeares Midsummer-nights dream. Titania og Ariel virker ret ens,
selvom Ariel er 25% mindre. Alle Uranus store måner består af en blanding af
40-50% is, og resten sten. Titanias overflade er en blanding af kraterfuldt terræn, og
systemer af flere hundrede kilometer lange, og sammenhængende dale. Nogle af
kraterne ser ud til at være halvt begravede.
Titanias overflade er tydeligvis rimelig
ung, men alligevel ældre end visse andre. Det er muligt, der har været en eller anden
form for overfladefornyelsesproces i gang. En af teorierne om Titanias historie går ud
på, at den engang var så varm, at den var flydende. Overfladen stivnede formentlig
først, og da det indre frøs til og udvidede sig, fik det overfladen til at slå revner, og
skabe de dalstrøg den har i dag. |
| Oberon |
 |
Oberon er den næststørste af Uranus måner. Oberon er feernes konge og Titanias
mand, i Shakespeares Midsommer-nights dream. Oberon og Umbriel virker ret ens,
selvom Oberon er 35% større. Alle Uranus store måner består af en blanding af
40-50% is, og resten sten.
Oberons meget kraterfulde overflade har sandsynligvis
været stabil siden dens dannelse. Den har nemlig langt flere og større kratere, end Ariel
og Titania. Nogle af kraterne har stråler af udbrudsmateriale, akkurat som dem man
finder på Callisto. Nogle af kraterbundene er mørke, måske er de dækket til med
mørkere materiale (måske beskidt vand), som er strømmet op i krateret. Store
skredområder kan også ses over hele Oberons sydlige halvkugle. Dette tyder på nogen
geologisk aktivitet tidligt i Oberons historie. |
Caliban
&
Sycorax |
 |
 |
Caliban kredser ca. 7,2 millioner km. fra Uranus, og er ca. 60 km. i diameter. Den er
den syttende måne fra Uranus. Sycorax kredser ca. 12,2 millioner km. fra Uranus, og
er ca. 120 km. i diameter. Størrelserne er baseret på deres tilsyneladende lysstyrke, og
med en anslået albedo på 7%. Banerne er retrograde, og deres kredsløb hælder meget.
Caliban er en person fra Shakespeares The tempest, slave af magikeren Prospero, søn
af heksen Sycorax.
De første billeder blev taget den 6. og 7. september 1997. Inden
opdagelsen af de to måner, var Uranus den eneste af gasplaneterne, der ikke havde
irregulære måner, altså måner med baner, som er retrograde, eller afviger fra planetens
ækvatorialplan. Som de andre irregulære måner, er disse sikkert også indfangede
asteroider. Det er meget usandsynligt, at de kunne være blevet dannet fra start af, i
sådanne baner. Sammensætningen af de to måner, er sikkert en blanding af sten og is.
Begge måner er unormalt røde i farven, hvilket kan betyde at de kommer fra
Kuiper-bæltet. Disse måner er de mest lyssvage, der nogensinde er blevet taget
billeder af, med et jordbaseret teleskop. |
|