Forside

Planeterne Solen, Månen

Gasplaneternes måner/ringe

Jupiter

Saturn
-Måner side 1
-Måner side 2
-Måner side 3
-Måner side 4
-Måner side 5
-Måner side 6
-Fakta om månerne
-Ringe
-Fakta om ringene

Uranus
Neptun

Universet

Astro-Quiz

Ordforklaring

Læg en besked i gæstebogen

 Hyperion, Iapetus, Phoebe




Hyperion


I Græsk mytologi var Hyperion en Titaner, søn af Gaia og Uranus, og far til Helios. Hyperion er størst af de irregulære objekter i solsystemet. Proteus er en del større, men er næsten sfærisk (rund). Det virker sandsynligt, at Hyperion er et fragment af et større objekt, som blev knust under en kraftig kollision en gang i fortiden. Som de fleste af Saturns måner, indikerer Hyperions lille densitet, at den består af vand-is med kun en lille portion sten. Men i modsætning til de fleste af Saturns måner har Hyperion en lav albedo, 0.2 - 0.3, hvilket tyder på, at i hvert fald dele af overfladen er dækket af et tyndt lag mørkt stof. Stoffet kan stamme fra Phoebe (som er meget mørkere), der har passeret Iapetus. Billeder fra Voyager, og efterfølgende jordbaserede fotometriske målinger tyder på, at Hyperions rotation er kaotisk, dvs. rotationsaksen vipper så meget, at det er umuligt at sige, hvilken vej den er orienteret. Hyperion er det eneste objekt i solsystemet med kaotisk rotation, men simuleringer ser ud til at indikere, at andre irregulære måner også har udvist samme fænomen engang i fortiden. Hyperion er unik, fordi den er meget uregelmæssigt formet, har en meget excentrisk bane, samt befinder sig i nærheden af en anden stor måne, Titan. Tilsammen begrænser disse faktorer de nødvendige forhold for en stabil rotation. Baneresonansen 3:4, mellem Titan og Hyperion, sandsynliggør også kaotisk rotation. Hyperions besynderlige rotationsmønster forklarer også hvorfor overfladen er mere eller mindre ensartet, til forskel fra de andre af Saturns måner, der har tydelige forskelle på for- og bagside.




Iapetus


Iapetus er den tredje største af Saturns måner. I græsk mytologi var Iapetus en Titaner, søn af Uranus, far til Prometheus og Atlas, og en af menneskenes forfædre. Med en densitet på kun 1,1 g/mL, kan Iapetus næsten kun være sammensat af vand-is. For- og bagsiden af Iapetus er radikalt forskellige. Albedo-værdien for den forreste halvkugle er mellem 0.03 og 0.05, så sort som kul, hvorimod den bageste halvkugle har en albedo på 0.5, næsten lige så lys som Europa. Denne forskel er så slående, at Cassini bemærkede, at han kun kunne se Iapetus på den ene side af Saturn, og ikke på den anden. En forklaring på dette underlige fænomen kan være, at den forreste halvkugle er dækket af materiale, som er revet løs fra Phoebe. Problemet er bare, at farven på den mørke halvdel af Iapetus ikke stemmer overens med farven på Phoebe. En anden mulighed kunne være, at aktive processer i det indre af Iapetus er ansvarlige, men så er der det gådefulde i, at skellet mellem den lyse og den mørke halvkugle er påfaldende skarp. Alle Saturns måner, med undtagelse af Iapetus og Phoebe, kredser i baner meget tæt på Saturns ækvatorialplan. Iapetus baneplan hælder med næsten 15 grader i forhold til dette plan.




Phoebe


Phoebe er næsten fire gange længere væk fra Saturn, end sin nærmeste nabomåne, Iapetus. Phoebe var datter af Uranus og Gaia, bedstemor til Apollo og Artemis. De fleste af Saturns måner er lyse, men Phoebes albedo er meget lav, 0.05. Alle Saturns måner, bortset fra Phoebe og Iapetus, kredser i banekurver, der ligger næsten i plan med Saturns ækvatorialplan. Phoebes baneplan hælder med næsten 175 grader, dens nordpol er i den stik modsatte retning af Saturns. Phoebes excentriske, retrograde bane og usædvanlige albedo indikerer, at den kan være en indfanget asteroide, eller et objekt fra Kuiper-bæltet. Phoebe er også usædvanlig i den forstand, at den ikke roterer synkront, som alle andre af Saturns måner, bortset fra Hyperion. Materiale der er blevet slået af Phoebes overflade ved mikroskopiske meteornedslag, kan være ansvarlig for de mørke overflader på Hyperion, og den forreste halvkugle på Iapetus.