Polarlys

Nord- og sydlys (også kaldet polarlys) opstår over Jordens poler, når energirige partikler fra Solen, kolliderer med Jordens atmosfære. De kommer fra udbrud på Solen. Det er en slags eksplosioner, som kastes mod Jorden, og kaldes solvinde, stjernevinde, eller rumstorme. Solen kaster hele tiden partikler ud i rummet i en mindre grad, og de når normalt Jorden på 4-5 døgn. Men den hurtigste solvind bevæger sig med flere tusind km/sek., og når Jorden på et enkelt døgn.

Årsagen til solvinden er Solens magnetfelt. Magnetfeltet ligger omkring Solen, hvor det hæfter fast til dens overflade i begge ender. Solens magnetfelt er meget stærkt. Da Solens overflade ikke er fast, men består af gasser der bevæger sig uafhængigt af hinanden, bliver magnetfelterne viklet ind i hinanden. Solen roterer hurtigere på ækvator end omkring polerne. Magnetfeltet i atmosfæren vikles rundt som et garnnøgle, eller som en elastik. Magnetfeltet bliver derved forstærket, mere kaotisk, og helt spændt. Der hvor det er mest spændt kan Solens indre varme gasser ikke komme op til overfladen, da magnetfeltet holder dem tilbage. De steder på Solen ser derfor mørkere ud, da de er meget koldere, og kaldes solpletter. Derfor kan man også regne ud at der sikkert vil komme nordlys, når Solen har mange pletter. Til sidst er magnetfeltet så spændt at det nærmest sprænger som en elastik, og al den energi der blev holdt tilbage, kastes ud som en eksplosion, kaldet en flare. Herfra kommer solvinden ud i rummet.

I nogle tilfælde er satellitter gået i stykker pga. solvinden. Astronauter udsættes også for en stor risiko pga. den manglende atmosfære.

Jorden har også et magnetfelt. Det hæfter fast med sine to ender til polerne, og omringer Jorden. Når solvinden kommer mod Jorden opfanges den af Jordens magnetfelt, og følger det langs Jorden. Når vinden når til polerne (enden af magnetfeltet) fortsætter den videre ud i rummet pga. sin høje fart, det trækker magnetfeltet med sig, men da magnetfeltet er bundet til Jorden trækkes det tilbage, og slynger solvinden med sig, som kastes ind i Jordens atmosfære. Her kolliderer det med ionosfærens atomer i 90-500 kms. højde. Under kollisionen overføres noget af elektronernes energi til atomerne, der udsender det som lys, nord-eller sydlys. De mest almindelige farver er gule, blå eller grønne, men der findes også røde. Kolliderer vinden med ilt, dannes gule og grønne farver. Ioniseret kvælstof danner blå farver, og rød dannes af neutrale kvælstofmolekyler. Helt rødt nordlys ses kun ca. en gang hvert 10. år.

Antallet af solpletter varierer meget, især over en periode på 11 år, som dog overlejres af andre perioder. Man ved ikke helt hvorfor, men det har noget at gøre med at Solens magnetiske syd- og nordpol, i løbet af 11 år, bytter plads. Midtvejs under forløbet topper Solens aktivitet. Der har været perioder hvor der faktisk har været meget få solpletter, selv når de var flest. Den sidste periode med meget lille aktivitet, var omkring år 1700, en periode der ofte kaldes den lille istid. Den har af ukendte årsager også en periode på 22 år.