Forside
-Atmosfære
|
Jordens
atmosfære
| Jordens atmosfære består af 21% ilt, 78% kvælstof, og 1% andre luftarter såsom argon,
kuldioxid, neon, helium, krypton, brint og ozon. Ilt er en meget stærk luftart, som blandt andet
får jern til at ruste. Der er ingen der kan forklare hvorfor ilten altid ligger på 21%. Hvis den faldt
bare en lille smule, ville større dyr og flyvende dyr, ikke kunne få nok energi til at bevæge sig,
og hvis ilt-procenten var højere, ville vådt træ kunne antændes. Lynnedslag ville let skabe
skovbrand, Jorden ville hærges af brande. |
| Jordens atmosfære hjælper med at holde på Solens varme. Atmosfæren lader sollys
komme gennem og nå Jordens overflade. Lyset varmer Jorden op, men varmen det
skaber kan ikke så let komme gennem atmosfæren og ud i rummet igen. Derfor bliver
Jorden varmet op af Solen. Det kaldes drivhuseffekt, for et drivhus lader sollys
komme ind og varme planterne, men varmens vej ud gennem loftet og væggene er
meget langsom. Det er også derfor der er varmere på Jorden når det er overskyet.
Skyerne holder effektivt på varmen. Det eneste kendte liv der ikke behøver Solens lys
og varme, er nogle bakterier som lever langt under Jordens overflade, de lever af
Jordens indre varme, men behøver ikke lys. |
| Atmosfæren absorberer Solens ultraviolette stråler, som er farlige for livet på Jorden.
UVC-strålerne er de farligste, men dem blokerer atmosfæren helt for. UVA og UVB
er også farlige, og bliver også blokeret en del af atmosfæren. Atmosfæren er også
skyld i at meteorer brænder op før de når Jorden, og den absorberer solvind og
kosmisk stråling. Atmosfæren er også med til at udligne temperaturerne på Jorden, fx
nat og dag, og tropiske områder og polar-områder. Det, at atmosfæren fordeler
temperaturen, kaldes den atmosfæriske cirkulation. |
 |
De forskellige atmosfærelag
| Biosfæren er den del af Jorden og dens atmosfære, hvor levende organismer findes. |
| Troposfæren: en del af biosfæren. Her dannes vejret og her er der liv. Langt det meste af det
vand der findes i atmosfæren, findes i troposfæren, dels som vanddamp, dels kondenseret til
skyer, tåge eller nedbør. Temperaturen aftager med højden. For hver kilometer op, aftager
temperaturen med 9 grader. Dette fortsætter helt op til den øverste del af troposfæren, som
ved polerne ligger ved ca. 8 kms. højde, og ved ækvator ca. 18 kms. højde. På vores
breddegrader ligger den ved 12 kms. højde. I en højde af 11-12 km. er der stort set ingen
iltmolekyler tilbage. Den øverste del kaldes tropopausen, og er grænsen til stratosfæren. Her
er temperaturen konstant uanset højden. Over 80% af atmosfærens masse findes i
troposfæren. |
| Ozonlaget (ozonosfæren): begynder i 10 - 50 kms. højde. Her findes luftarten ozon. Ozon er
et molekyle som består af 3 ilt-atomer. Det findes i meget små mænger i Jordens
atmosfære. Det meste at ozonen befinder sig i stratosfæren, som ligger i ca. 12-40
kms. højde. Ozon er vigtigt for livet på Jorden. Det fungerer som en drivhusgas. Det
absorberer varmestråling fra Jordens overflade, og virker som et isolerende lag.
Samtidig fungerer det som et beskyttende skjold omkring Jorden. For selv om
ozonlaget i stratosfæren er tyndt, absorberer det 95-99% af Solens ultraviolette stråler
(kortbølget stråling), og der dannes i den forbindelse iltmolekyler. Absorbtionen er
afgørende for temperaturfordelingen i stratosfæren, og i det hele taget for
stratosfærens cirkulation. |
| Stratosfæren: begynder i en højde af 8 km. ved polerne. Ved ækvator begynder den ved ca.
17 - 50 kms højde. Her ligger ozonlaget i ca. 24 kms. højde, og visse fly flyver helt oppe i 16
kms. højde. Her tiltager temperaturen med højden. Den ligger mellem ca. -55 til 0 grader.
Øverst ligger stratopausen, som er grænsen til mesosfæren. |
| Mesosfæren: ekstremt koldt, og luften er meget tør, hundrede millioner gange tørrere end
luften fra Sahara. Mesosfæren starter i en højde af 50 km., og slutter igen ved 80 - 85 km. Her
aftager temperaturen igen med højden, og ligger fra 0 til -100 grader. Øverst ligger
mesopausen, som er grænsen til ionosfæren. |
| Ionosfæren: indeholder ioner. Her dannes nordlys i en højde af 80 km. Temperaturen kan
komme helt op på 1400 grader, så det er her udtjente satellitter og meteorer brænder op.
Ionosfæren reflekterer radiobølger fra Jorden. Øverst ligger ionopausen, som er grænsen til
termosfæren. |
| Termosfæren: ionosfæren ligger i nederste halvdel af termosfæren, den begynder i en højde
af 80 - 85 km., og slutter ved ca. 640 km. Man siger at grænsen til rummet ligger ved 80 - 100
kms. højde. Objekter går i kredsløb i ca. 160 kms. højde. I starten af termosfæren tiltager
temperaturen meget med højden, fra -100 grader til flere hundrede grader. Her efter tiltager
den langsomt, og kan komme helt op på over 1000 grader. Øverst ligger termopausen, som er
grænsen til exosfæren. |
| Indre Van Allen strålingsbælte: starter ved ca. 650 km., og slutter ved 6300 km. Det er ikke en
del af atmosfæren, men et område hvor Solens partikler bliver koncentreret. |
| Exosfæren: den sidste del af atmosfæren. Det er svært at sige hvor den ender, men den
starter ved ca. 700 kms. højde, og slutter ved 1200 - 5000 km., hvor atmosfæren langsomt
tynder ud i rummet. Eksistensen af partikler er meget lille, og Jordens tyngdekraft er så svag
her, at opadgående partikler kan forsvinde ud i rummet. Temperaturen stiger meget
langsomt med højden, og kan komme helt op på 1500 grader. Den sidste del kaldes
exopausen, og her slutter al atmosfære. |
| Ydre Van Allen strålingsbælte: starter ved 10.000 km., og slutter igen ved 65.000 km.
Heller ikke en del af atmosfæren, men et område hvor Solens partikler bliver
koncentreret. |
| Magnetosfære: vekselvirker med solvinden, og strækker sig langt ud i rummet. Den
begynder ved 5000 km., og slutter først ved over 60.000 km. Geostationære satellitter
befinder sig i en højde af 36.000 km. over ækvator. |
 |
550-1200 km. oppe forsvinder atmosfæren
fuldstændig.
Nordlys dannes i ionosfæren i 90-500 kms.
højde
I 160 kms. højde kan objekter gå i kredsløb.
Små meteorer brænder op i 80-110 kms. højde
og ses som stjerneskud.
80-100 kms. højde kaldes grænsen til rummet.
I 10-50 kms. højde ligger ozonlaget.
De forskellige atmosfærer overlapper hinanden. |
|