Forside

Planeterne Solen, Månen

Merkur
Venus

Jorden
-Rotation og kredsløb
-Opbygning
-Atmosfære
-Fakta

Mars
Jupiter
Saturn
Uranus
Neptun

Solen
Månen

Dværgplaneterne

Gasplaneternes måner/ringe

Fakta om planeterne

Universet

Astro-Quiz

Ordforklaring

Forum

Læg en besked i gæstebogen

Jordens atmosfære



Jordens atmosfære består af 21% ilt, 78% kvælstof, og 1% andre luftarter såsom argon, kuldioxid, neon, helium, krypton, brint og ozon. Ilt er en meget stærk luftart, som blandt andet får jern til at ruste. Der er ingen der kan forklare hvorfor ilten altid ligger på 21%. Hvis den faldt bare en lille smule, ville større dyr og flyvende dyr, ikke kunne få nok energi til at bevæge sig, og hvis ilt-procenten var højere, ville vådt træ kunne antændes. Lynnedslag ville let skabe skovbrand, Jorden ville hærges af brande.


Jordens atmosfære hjælper med at holde på Solens varme. Atmosfæren lader sollys komme gennem og nå Jordens overflade. Lyset varmer Jorden op, men varmen det skaber kan ikke så let komme gennem atmosfæren og ud i rummet igen. Derfor bliver Jorden varmet op af Solen. Det kaldes drivhuseffekt, for et drivhus lader sollys komme ind og varme planterne, men varmens vej ud gennem loftet og væggene er meget langsom. Det er også derfor der er varmere på Jorden når det er overskyet. Skyerne holder effektivt på varmen. Det eneste kendte liv der ikke behøver Solens lys og varme, er nogle bakterier som lever langt under Jordens overflade, de lever af Jordens indre varme, men behøver ikke lys.


Atmosfæren absorberer Solens ultraviolette stråler, som er farlige for livet på Jorden. UVC-strålerne er de farligste, men dem blokerer atmosfæren helt for. UVA og UVB er også farlige, og bliver også blokeret en del af atmosfæren. Atmosfæren er også skyld i at meteorer brænder op før de når Jorden, og den absorberer solvind og kosmisk stråling. Atmosfæren er også med til at udligne temperaturerne på Jorden, fx nat og dag, og tropiske områder og polar-områder. Det, at atmosfæren fordeler temperaturen, kaldes den atmosfæriske cirkulation.



De forskellige atmosfærelag


Biosfæren er den del af Jorden og dens atmosfære, hvor levende organismer findes.


Troposfæren: en del af biosfæren. Her dannes vejret og her er der liv. Langt det meste af det vand der findes i atmosfæren, findes i troposfæren, dels som vanddamp, dels kondenseret til skyer, tåge eller nedbør. Temperaturen aftager med højden. For hver kilometer op, aftager temperaturen med 9 grader. Dette fortsætter helt op til den øverste del af troposfæren, som ved polerne ligger ved ca. 8 kms. højde, og ved ækvator ca. 18 kms. højde. På vores breddegrader ligger den ved 12 kms. højde. I en højde af 11-12 km. er der stort set ingen iltmolekyler tilbage. Den øverste del kaldes tropopausen, og er grænsen til stratosfæren. Her er temperaturen konstant uanset højden. Over 80% af atmosfærens masse findes i troposfæren.


Ozonlaget (ozonosfæren): begynder i 10 - 50 kms. højde. Her findes luftarten ozon. Ozon er et molekyle som består af 3 ilt-atomer. Det findes i meget små mænger i Jordens atmosfære. Det meste at ozonen befinder sig i stratosfæren, som ligger i ca. 12-40 kms. højde. Ozon er vigtigt for livet på Jorden. Det fungerer som en drivhusgas. Det absorberer varmestråling fra Jordens overflade, og virker som et isolerende lag. Samtidig fungerer det som et beskyttende skjold omkring Jorden. For selv om ozonlaget i stratosfæren er tyndt, absorberer det 95-99% af Solens ultraviolette stråler (kortbølget stråling), og der dannes i den forbindelse iltmolekyler. Absorbtionen er afgørende for temperaturfordelingen i stratosfæren, og i det hele taget for stratosfærens cirkulation.


Stratosfæren: begynder i en højde af 8 km. ved polerne. Ved ækvator begynder den ved ca. 17 - 50 kms højde. Her ligger ozonlaget i ca. 24 kms. højde, og visse fly flyver helt oppe i 16 kms. højde. Her tiltager temperaturen med højden. Den ligger mellem ca. -55 til 0 grader. Øverst ligger stratopausen, som er grænsen til mesosfæren.


Mesosfæren: ekstremt koldt, og luften er meget tør, hundrede millioner gange tørrere end luften fra Sahara. Mesosfæren starter i en højde af 50 km., og slutter igen ved 80 - 85 km. Her aftager temperaturen igen med højden, og ligger fra 0 til -100 grader. Øverst ligger mesopausen, som er grænsen til ionosfæren.


Ionosfæren: indeholder ioner. Her dannes nordlys i en højde af 80 km. Temperaturen kan komme helt op på 1400 grader, så det er her udtjente satellitter og meteorer brænder op. Ionosfæren reflekterer radiobølger fra Jorden. Øverst ligger ionopausen, som er grænsen til termosfæren.


Termosfæren: ionosfæren ligger i nederste halvdel af termosfæren, den begynder i en højde af 80 - 85 km., og slutter ved ca. 640 km. Man siger at grænsen til rummet ligger ved 80 - 100 kms. højde. Objekter går i kredsløb i ca. 160 kms. højde. I starten af termosfæren tiltager temperaturen meget med højden, fra -100 grader til flere hundrede grader. Her efter tiltager den langsomt, og kan komme helt op på over 1000 grader. Øverst ligger termopausen, som er grænsen til exosfæren.


Indre Van Allen strålingsbælte: starter ved ca. 650 km., og slutter ved 6300 km. Det er ikke en del af atmosfæren, men et område hvor Solens partikler bliver koncentreret.


Exosfæren: den sidste del af atmosfæren. Det er svært at sige hvor den ender, men den starter ved ca. 700 kms. højde, og slutter ved 1200 - 5000 km., hvor atmosfæren langsomt tynder ud i rummet. Eksistensen af partikler er meget lille, og Jordens tyngdekraft er så svag her, at opadgående partikler kan forsvinde ud i rummet. Temperaturen stiger meget langsomt med højden, og kan komme helt op på 1500 grader. Den sidste del kaldes exopausen, og her slutter al atmosfære.


Ydre Van Allen strålingsbælte: starter ved 10.000 km., og slutter igen ved 65.000 km. Heller ikke en del af atmosfæren, men et område hvor Solens partikler bliver koncentreret.


Magnetosfære: vekselvirker med solvinden, og strækker sig langt ud i rummet. Den begynder ved 5000 km., og slutter først ved over 60.000 km. Geostationære satellitter befinder sig i en højde af 36.000 km. over ækvator.



550-1200 km. oppe forsvinder atmosfæren fuldstændig.





Nordlys dannes i ionosfæren i 90-500 kms. højde








I 160 kms. højde kan objekter gå i kredsløb.

Små meteorer brænder op i 80-110 kms. højde og ses som stjerneskud.

80-100 kms. højde kaldes grænsen til rummet.

I 10-50 kms. højde ligger ozonlaget.

De forskellige atmosfærer overlapper hinanden.