Forside
-Magnetar
|
Magnetar
| En magnetar er en neutronstjerne med et enormt kraftigt magnetfelt. Feltets styrke
kan beregnes ud fra små ændringer i stjernens rotationshastighed. Der ved har man
fundet ud af at dets styrke er mindst 1.000.000.000.000.000 (1 billiard) gange styrken
af Jordens magnetfelt. En almindelig neutronstjernes magnetfelt er omkring 1000
gange svagere. Hvis man sammenligner med en almindelig køleskabs-magnet, er
magnetarens magnetfelt ca. 10.000 mia. gange stærkere. Magnetfeltet er så kraftigt at
det kan deformere overfladen på stjernen. Pga. sin enorme tyngdekraft, er
neutronstjerner faste, og ikke flydende, ligesom Solen. |
| Den 27. december 2004 blev der registreret en gigantisk eksplosion, udløst af en
magnetar, i vores egen galakse Mælkevejen. Man kender ikke ret mange af disse
stjerner, og kun to gange på 35 år, er tilsvarende eksplosioner blevet registreret, men
denne eksplosion var 100 gange kraftigere. Stjernen har katalogbetegnelsen SGR
1806-20. Den ligger ca. 50.000 lysår fra Jorden i stjernebilledet Skytten. Ligesom
Solens magnetfelt, snører magnetarens magnetfelt sig også sammen. Stjernen roterer
om sig selv, og derved vikles magnetfeltets ender ind i hinanden. Der hvor
magnetfeltet er snoet, ophobes enorme energimængder, fordi de holdes tilbage af
feltet. Det minder lidt om en elastik der snoes. Til sidst vil det nærmest sprænge, og
de enorme spændinger vil få stjernens overflade til at briste (lidt ligesom
pladebevægelserne på Jorden, der skaber jordskælv), så der opstår et stjerneskælv, og
alt den ophobede energi udløses. Dette svarer til en kæmpe eksplosion. Energien
kommer blandt andet ud i form af gamma- og røntgenstråling, der er de mest
energirige former for lys vi kender. Da magnetarens magnetfelt er så meget kraftigere
end Solens, bliver eksplosionen også tilsvarende kraftigere. Udbruddene fra
magnetarene er mindst 1 mio. mio. gange kraftigere end Solens. Dvs. at i løbet af de
0,2 sekunder udbruddet varede, udsendte magnetaren ligeså meget energi som Solen
danner, i løbet af 250.000 år. |
| Hvis sådan et magnetar-udbrud fandt sted mindre end 10 lysår fra vores solsystem,
ville den energirige stråling ødelægge Jordens ozonlag. Ozonlaget beskytter os mod
Solens ultraviolette lys. UV-strålingen ville derfor have en meget skadelig virkning på
livet, og planter og dyr ville uddø. Men der findes ingen magnetarer så tæt på Jorden. |
|
