Forside

Planeterne Solen, Månen

Merkur
Venus
Jorden
Mars
Jupiter
Saturn
Uranus
Neptun

Solen

Månen
-Rotation og kredsløb
-Overflade og opbygning
-Fænomener
-Fakta

Dværgplaneterne

Gasplaneternes måner/ringe

Fakta om planeterne

Universet

Astro-Quiz

Ordforklaring

Forum

Læg en besked i gæstebogen

Månefænomener


Jordskin
Under en måneformørkelse hvor Jorden spærrer helt for Solen, så Månen ikke får noget lys, vil Månen se rødlig ud. Det skyldes at Jordens atmosfære ikke er god til at sprede det røde lys, men kaster det direkte op på Månen hvor det reflekteres tilbage til Jorden. Derimod det blå lys, spredes effektivt af Jordens atmosfære i alle retninger. Det, at Jorden lyser på Månen, kaldes Jordskin. Jordskin



Halo

Månehalo Nogle gange vil man kunne se en hvid, lysende ring om Månen. Det kaldes en halo og er egentlig et ganske almindeligt fænomen. Ordet er græsk og betyder cirkel. For at haloen kan ses, skal der ligge nogle jævnt fordelt tynde skyer, i en højde af 8 - 10 km. Disse skyer kaldes cirrus - eller cirrostratusskyer. Iskrystallerne i skyerne vil virke som små prismer, og bryde og reflektere Månens lys. Iskrystallerne har seks lige store sider og vinkelrette endeflader, og når lyset passerer sådan en iskrystal vil det blive afbøjet med en vinkel på enten 22 eller 46 grader, og dermed danne en ring med en radius på 22 eller 46 grader. 22 grader er det mest almindelige. Hvis lyset bøjes ved 46 grader vil man kunne se to haloer - både en på 22 grader og en på 46 grader. Haloer dannes tit foran fronter hvor det tynde, højtliggende skydække er. Derfor kan haloer godt være et tegn på at der kommer regn.



Søjler

Cirrusskyer kan også give anledning til et andet fænomen som kaldes månesøjler. En månesøjle er en lodret lysstribe over og/eller under Månen. Den opstår ved en reflektion (spejling) af lyset i de iskrystaller som cirrusskyerne består af. Her sker reflektionen på iskrystallernes store flade sider. Men man kan kun se søjlerne hvis skyerne befinder sig mellem iagttageren og lyskilden. Månesøjlens form siger noget om iskrystallernes udseende. Hvis krystallerne er blyantsformede bliver søjlen lige, og er de pladeformede bliver søjlen mere ottetals-agtig. Søjlens højde og tydelighed afhænger af om iskrystallerne i atmosfæren er ensrettede, eller om de vipper rundt. Jo mere uorden de ligger i, desto højere bliver søjlen. Hvis der er uro i luften ligger krystallerne ikke vandret, og det gør månesøjlen længere. Hvis der er for meget uorden kan søjlen slet ikke ses. Månesøjler



Månehunde

Månehunde Hvis Månens lys afbøjes i iskrystallernes korte sider opstår et fænomen, som kaldes månehunde eller bimåner. Det er en stærkt lysende plet der ses 22 eller 46 grader fra Månen, i dens højre eller venstre side, eller begge sider samtidig. Fænomenet kan ses sammen med en mindre tydelig halo.



Under en total solformørkelse kan man se tre fænomener lige efter hinanden:


Det første man vil se kaldes Baileys perler (Baileys beads). Månens overflade er ujævn med bjerge og dale, og lige før Månen dækker hele Solen vil man kunne se Solens stråler imellem Månens højeste bjerge. Det ligner en perlerække som ligger langs Månens ene side. Baileys perler


Diamantringen Det næste man vil se lige efter Baileys perler, når Månen næsten har dækket hele Solen, er Solens sidste ekstra stærke lysskær i siden af Månen, samt en svag rand af lys langs det meste af Månens kant. Det kaldes diamantringen.


Til sidst når hele Solen er dækket, vil man kunne se Solens korona. Koronaen er Solens yderste atmosfære som man normalt ikke kan se, da Solens indre overstråler den. Men under formørkelsen er Solen helt dækket af Månen, og man ser den lysende korona uden om Månen. Det ligner lidt en solsikke. Solens korona