Forside

Planeterne Solen, Månen

Merkur
-Rotation og kredsløb
-Overflade og opbygning
-Atmosfære og temperatur
-Fakta

Venus
Jorden
Mars
Jupiter
Saturn
Uranus
Neptun

Solen
Månen

Dværgplaneterne

Gasplaneternes måner/ringe

Fakta om planeterne

Universet

Astro-Quiz

Ordforklaring

Forum

Læg en besked i gæstebogen

Merkurs rotation og kredsløb

Merkur passerer ind foran Solen

Merkur er planeten nærmest Solen. Dens diameter er omkring 2/5 af Jordens diameter. Merkurs middel-afstand til Solen er omkring 58 millioner km. På grund af sin størrelse, og korte afstand til Solen, er Merkur ofte svær at se fra Jorden uden et teleskop. På bestemte tidspunkter af året kan Merkur ses lavt på vesthimlen, lige efter solnedgang. På andre tidspunkter kan den ses lavt på østhimlen, lige før solopgang.



Man kan ikke sige at nogen har opdaget Merkur, da den altid har kunnet ses på himlen. Den har i hvert fald været kendt siden 3000 år fvt. (før vores tidsregning). Selvom grækerne godt vidste det var den samme planet der kunne ses morgen og aften, gav de den alligevel to navne: Hermes som aftenstjerne og Apollo som morgenstjerne.



Merkur bevæger sig om Solen i et ovalformet kredsløb, og den bevæger sig hurtigere end nogen anden planet. De gamle romere kaldte den Merkur til ære for gudernes budbringer, sikkert fordi den bevæger sig så hurtigt. Mens Merkur bevæger sig om Solen, roterer den på sine akser. Ca. hvert 59. døgn har den drejet en omgang. Dens rotation er den næst-langsomste. Kun Venus er langsommere. Det at Merkur roterer så langsomt om sig selv, og bevæger sig så hurtigt om Solen, gør at der er 176 jord-døgn mellem hver solopgang. Det, at Merkur roterer sådan, samtidig med at dens bane er meget excentrisk, gør at Solens bevægelse over himlen, ville se mærkelig ud, hvis man stod på Merkur. Ved nogen breddegrader ville man se Solen stå op, og langsomt blive større og større, mens den nærmede sig punktet lige over ens hoved (zenith). Der ville Solen standse op, og gå i modsat retning et kort stykke tid, og så stoppe op igen. Til sidst ville den bevæge sig langsomt mod horisonten igen, mens den blev mindre og mindre. Imens ville stjernerne bevæge sig tre gange så hurtigt over himlen, som Solen. Stod man et andet sted på planeten, ville man se nogle andre, men ligeså mærkelige bevægelser.


Merkurs bane Merkurs bane er meget excentrisk i forhold til de andre planeters baner, og Solen ligger ikke i banens centrum. Når Merkur er nærmest Solen (perihelium) er afstanden 46 mio. km., og når den er længst væk (aphelium) er afstanden ca. 70 mio. km. Gennem årene flytter Merkurs bane sig rundt om Solen, som vist på billedet. Her ses også dens excentricitet. Billedet er selvfølgelig overdrevet.


Merkur har bunden rotation til Solen, i et 2:3-forhold. Dvs. at hver gang den har drejet to gange rundt om Solen, vil den altid have drejet tre gange om sig selv. Vores egen Måne har et 1:1 forhold til Jorden, så når den har drejet en omgang om Jorden, har den også drejet en omgang om sig selv. Det sker pga. tidevandskræfter. Når afstanden mellem stjerne og planet er meget lille, er der en betydelig forskel i stjernens tiltrækningskraft på planetens for-og bagside. Det skaber gnidningskræfter inde i planeten.



Indtil 1965 troede astronomerne at Merkur roterede en gang om sig selv hvert 88. jord-døgn, den samme tid det tager den at dreje om Solen. Hvis Merkur roterede sådan, ville Solen stå stille på dens himmel. Den ene side af planeten ville altid vende mod Solen, og den modsatte side ville altid være mørk. I 1965 opfangede astronomerne radar-stråler fra Merkur. Signalerne de fik fra den ene side af planeten, var anderledes end dem fra den modsatte side. Ved at bruge den metode, målte astronomerne bevægelsen af den modsatte side, og fandt ud af hvor hurtigt Merkur roterer.


Set gennem teleskop, kan man se Merkur "forandre" sig i form og størrelse. Det kaldes faser, og ligner Månens. Det sker fordi Merkurs soloplyste sider er synlige fra Jorden, på forskellige tidspunkter. Som Merkur og Jorden bevæger sig om Solen, kan Merkur ses nær modsatte side af Solen, ca. hver 116. dag. På det tidspunkt er næsten alle dens solbelyste områder synlige fra Jorden. Den ligner en lys, rund plet, med næsten ingen tydelige punkter. Som Merkur bevæger sig mod Jorden om Solen, kan færre og færre af dens solbelyste områder ses. Efter ca. 36 døgn, er kun halvdelen af dens overflade synlig. Efter endnu 22 døgn nærmer den sig den samme side af Solen, som Jorden, og så er kun et tyndt soloplyst område synligt. Størrelsen af synlige, solbelyste områder, forøges meget efter Merkur passerer forsiden af Solen, og begynder at bevæge sig væk fra Jorden. Når Merkur er på den samme side af Solen som Jorden er, vender dens mørke side mod Jorden. Merkur passerer ikke altid direkte mellem Jorden og Solen, men sommetider gør den. Når det sker, hvert 3. til 13. år, kan Merkur ses som en sort plet foran Solen (en Merkur-passage). Dette sker fordi Merkurs bane hælder i forhold til Jordens.