Forside

Planeterne Solen, Månen

Merkur
Venus
Jorden
Mars
Jupiter
Saturn

Uranus
-Rotation og kredsløb
-Overflade og opbygning
-Måner, ringe og magnetfelt
-Fakta

Neptun

Solen
Månen

Dværgplaneterne

Gasplaneternes måner/ringe

Fakta om planeterne

Universet

Astro-Quiz

Ordforklaring

Forum

Læg en besked i gæstebogen

Uranus måner, ringe og magnetfelt


Der er opdaget 27 måner om Uranus. Astronomer opdagede de fem største mellem årene 1787 til 1948. Fotografier taget af Voyager 2 i 1986, afslørede endnu 10 måner. I 1997 opdagede astronomer yderligere 2 måner, med et teleskop fra Jorden. Siden er der fundet endnu flere. Uranus største måne er Titania med en diameter på 1578 km. Uranus har også andre, meget mindre måner. Miranda, den femte-største måne, har tydelige mærker på overfladen, som ikke ligner nogen andre mønstre i solsystemet. Det er nogle mærkeligt-formede områder kaldet "ovoids" (æggeformede). Hver "ovoid" er 200 til 300 km. i diameter. De ydre områder af hver "ovoid" ligner en væddeløbsbane med parallelle bjergkamme og dale, sammensluttet omkring midten. I midten slår bjergkammene og dalene siksak over hinanden tilfældigt. Uranus med en måne


Uranus har 13 ringe omkring sig. Ti af ringene er mørke og snævre, og rækker i vidde fra mindre end 5 km. til 100 km. De er ikke mere end 10 meter tykke. Uranus har også en bred, mindre tydelig ring, som er nærmere planeten end de andre ringe. Ringene er sikkert sammensat af is-stykker på mindst 50 cm. i diameter, og dækket af et lag af materiale som indeholder kulstof. Den lyseste ring kaldes Epsilon-ringen. Ringene omkring Uranus var de første som blev opdaget, efter Saturns.


Uranus har et stærkt magnetfelt der afviger fra det normale, ved at det ikke er centreret i planeten, og at feltets akser tipper med 59 grader i forhold til planetens egne akser. Formentlig er feltet genereret af bevægelser i et ledende materiale, i relativt korte dybder i Uranus indre. Magnetfeltet har opfangede, elektriske opladede partikler, mest elektroner og protoner, i strålebælter omkring planeten. Som disse partikler bevæger sig frem og tilbage mellem de magnetiske poler, udsender de radiobølger. Voyager 2 opdagede bølgerne, men de er så svage at de ikke kan opfanges på Jorden. Planetens rotation har snoet magnetoshalen som en lang proptrækker bagved planeten.



Du kan læse mere om Uranus måner og ringe under linket "Gasplaneternes måner/ringe", i menuen.