Overflade og temperatur

Forside

Planeterne Solen, Månen

Merkur
Venus
Jorden
Mars

Jupiter
-Opbygning og rotation
-Overflade og temperatur
-Magnetfelt
-Ringe og måner
-Fakta

Saturn
Uranus
Neptun

Solen
Månen

Dværgplaneterne

Gasplaneternes måner/ringe

Fakta om planeterne

Universet

Astro-Quiz

Ordforklaring

Læg en besked i gæstebogen

Jupiters overflade og temperatur

Jupiters overflade er sammensat af kompakte røde, brune, gule og hvide skyer, som er dannet af kemikalier, og ligger i forskellige højder. Der er tre adskilte skylag. Skyerne er på lyse farvede områder kaldet zoner, og mørkere områder kaldet bælter, som omcirkler planeten og er parallelle med ækvator. De højeste skyer er røde. De lavere hvide skyer i zonerne, er lavet af krystaller af frosset ammoniak, og mørkere brune skyer af andre kemikalier, ammoniak-hydrosulfid, findes i bælterne. På det laveste område man kan se, er der blå skyer. Astronomer regner med, at der er is og vandskyer omkring 70 km. under ammoniakskyerne. Men de har ikke opdaget nogen endnu. Engang imellem ser man de lavereliggende lag, gennem sprækker i de højereliggende.

Jupiter har stærke vinde som er indespærrede i de brede bånd. Vinde i tilstødende bånd blæser i modsat retning af hinanden. Det er termiske og kemiske forskelle mellem båndene der gør, at de har forskellig farve. Båndene har været kendt længe, men de komplekse hvirvler i grænseområdet mellem båndene, blev først set af Voyager. Data fra sonden Galileo tyder på at vindene er endnu kraftigere end forventet (mere end 600 km/t), og at de rækker dybere ned i atmosfæren end sonden var i stand til at observere. De strækker sig måske tusindvis af kilometer ned. Jupiters atmosfære er også meget turbulent. Dette tyder på at vindene i stor grad drives af varme indefra, og ikke af solvarme, som på Jorden.

I juli 1994, styrtede 21 fragmenter fra kometen Shoemaker Levy 9, ind i Jupiters atmosfære. Nedslagene forårsagede kolossale eksplosioner. Nogle af dem spredte sig over afstande større end Jordens diameter.

Jupiters mest interessante område på overfladen, er det store røde punkt, en hvirvlende masse af gas, der ligner en orkan. Den har været observeret i mere end 300 år. Punktet er en lille ellipse på omkring 12.000 * 25.000 km. Andre mindre, men lignende pletter, har været kendt i årtier. Infrarøde observationer og rotationsretningen indikerer, at punktet er et højtryksområde med skytoppe, der er betragteligt højere og koldere end omgivelserne. Lignende træk har været observeret på både Saturn og Neptun. Punktets farve varierer som regel fra murstens-rød til lys brun. Sjældent toner punktet fuldstændigt ud. Dets farve kan være på grund af små mængder af svovl og fosfor i ammoniak-krystallerne. Kanten af det store røde punkt roterer med en hastighed på omkring 360 km. i timen. Punktet forbliver med den samme afstand fra ækvator, men bevæger sig langsomt øst og vest. Man ved ikke hvordan sådanne strukturer kan holde stand i så lang tid.

Zonerne, bælterne og det store røde punkt, er meget mere stabile end lignende cirkulations-systemer på Jorden. Siden astronomer begyndte at bruge teleskoper til at observere disse karakteristiske ting sidst i 1600-tallet, har de ændret størrelse og klarhed, men beholdt de samme mønstre.

Temperaturen på toppen af Jupiters skyer er omkring -140 grader. Målinger viser at Jupiters temperatur stiger under skyerne. Temperaturen når 21 grader på et punkt hvor atmosfærens pres er omkring ti gange så stort som Jordens. Nær planetens midte er temperaturen meget højere. Kernens temperatur må være omkring 24.000 grader, det fire gange varmere end Solens overflade. Den indre varme forårsager sikkert konvektion dybt inde i de flydende lag, og er muligvis skyld i de komplicerede bevægelser man kan observere i skytoppene. Saturn og Neptun ligner Jupiter på dette område, men det gør Uranus ikke.

Jupiter mister stadig varmen den producerede da den blev en planet. Mange astronomer tror at Solen, planeterne og alle de andre objekter i solsystemet, blev dannet af en roterende sky af gas og støv. Tyngdekraften fra gas- og støvpartiklerne trykkede dem sammen til faste skyer, og solidt materiale. For omkring 4,6 milliarder år siden har materialet klemt sig sammen, for at forme de forskellige objekter i solsystemet. Sammenpresningen af materialet producerede varme. Der produceredes så meget varme da Jupiter blev dannet, at planeten stadig udgiver omkring dobbelt så meget varme, som den modtager fra sollys.

Da Jupiter er sammensat af gasser, og derfor ikke har nogen fast overflade, kan man ikke gå på den. Af den grund, og pga. dens meget kolde overflade, er liv på den ekstremt usandsynligt.