Forside
-Opbygning og tyngdekraft
|
Solens
opbygning og tyngdekraft
| Solens masse udgør ca. 99,8 % af massen i hele vores solsystem. Solens masse er
omkring 1047 gange så stor som Jupiters, og 333.000 gange så stor som Jordens. Fordi
Solen er så massiv, er dens tyngdekraft ved overfladen stærkere end nogen af
planeternes tyngdekraft. En ting, der på Jorden vejer 45 kg, vil veje 1270 kg. på Solen.
Solens tyngdekraft er 28,22, i forhold til Jordens på 1. Ved hjælp af sin tyngdekraft
styrer Solen planeternes kredsløb. Når en planet er langt væk fra Solen, bevæger den
sig langsommere pga. den svagere tyngdekraft. Tyngdekraften trykker også Solens
gasser sammen på dens midte. Hvis den ingen tyngdekraft havde, ville den ikke være
til, men gå i opløsning. Samtidig sørger de varme gasser for at Solen ikke kollapser.
Varme gasser har et højt tryk og prøver at udvide sig. Trykket fra gasserne styrer
tyngdekraftens styrke. Derfor beholder Solen hele tiden sin størrelse og form. |
| Lysets hastighed er på 299.792,458 km. per sekund. Med den hastighed tager det
omkring 8 min. og 20 sekunder for Solens lys, at nå Jorden. Når et rumskib letter fra
Jorden, må det have en fart på af 40.200 km. i timen, på grund af Jordens tyngdekraft.
Hvis rumskibet, med samme fart, letter fra Solen, vil det tage 154 dage, lidt længere
end 5 måneder, at komme derfra, fordi Solens tyngdekraft er så meget kraftigere end
Jordens. |
| Omkring tre fjerdedele af Solen består af brint. Det er det letteste af de kendte
grundstoffer. Næsten en fjerdedel af Solens masse består af helium. Forskerne opdagede
gasserne på Solen, for de opdagede dem på Jorden. Ordet helium er græsk, og betyder
Sol. Af de 112 kendte elementer er 91 naturlige på, eller i, Jorden. De andre
elementer er kunstigt skabt. Mindst 70 af Jordens naturlige elementer er blevet fundet
på Solen. Men alle disse elementer, ilt, kulstof, metaller og andet, udgør kun 1-2 % af
Solens masse. |
 |
Solens overflade kaldes fotosfæren. Uden om den ligger kromosfæren, og her efter
kommer koronaen, som er et tyndt lag af gasser der omgiver Solen, og strækker sig
flere mio. km. ud i rummet. Koronaen kan normalt ikke ses, fordi Solens lys
overstråler den stort. Men under solformørkelse ses koronaen, når Solen er helt
dækket af Månen. |
| Solens varme og energi bliver dannet i midten, og bevæger sig så videre til dens
overflade. Kun omkring en del ud af to milliarder dele af Solens lys og varme,
rammer Jorden. Solens kerne er omkring 15 mio. grader varm, mens dens overflade
kun er omkring 5500 grader varm. Derfor er det en gåde at koronaen er ca. 2 mio.
grader varm. Gasserne i koronaen er ioniseret, dvs. at nogle af atomernes neutroner er
løsrevne, derfor mener man det kan være magnetisk energi der er skyld i den høje
temperatur. Fordi koronaen er så varm udsender den mest ultraviolet lys. Selvom
Solen er det varmeste objekt i vores solsystem, er Jupiters og Saturns indre varmere
end Solens overflade. Gasserne i Solens kerne er presset sammen til en tæthed, 150 gange så tyk som vand. Det svarer til 250 mia. atmosfærer (Jordens atmosfære =
1). |
| Strømme af gas farer gennem Solen. Den kraftigste af dem findes lige under
overfladen. Der er også tornadoer på Jordens størrelse der hvirvler nær polerne, med
en halv mio. km/t. |
| Solens overflade bobler fordi den koger. De varme gasser stiger til vejrs og de kolde
synker. Ligesom i en gryde med kogende vand. Dette kaldes konvektion. På samme
måde som det kogende vand, frembringer Solens kogende gasser også lyde. Lydene
forplanter sig gennem Solen, og skaber svingninger på Solens overflade, kaldet sol-
eller stjerneskælv. Stjerner kan have flere tusind svingninger af gangen.
Svingningerne (lydbølgerne) kan have forskellige bølgelængder, og hver bølgelængde
får stjernens gasser til at opføre sig på forskellige måder. Det kan ses på Solens
overflade som ændringer i lysintensiteten, eller solatmosfærens hastighed. Man kan
endda måle visse svingninger på få meters højde, på Solens overflade. |
| Lydbølgen starter på overfladen, hvorfra den bevæger sig næsten lodret nedad mod
centrum. Undervejs afbøjes den på grund af variationer i lydhastigheden, så den
rammer ved siden af centrum. Det punkt i dens bane hvor den er tættest på centrum,
kalder man for bølgens vendepunkt. Efter at have passeret vendepunktet bevæger
bølgen sig igen ud mod overfladen, hvor den reflekteres som fra et spejl, hvorefter den
igen begiver sig indad. Jo længere bølgelængden er, desto dybere trænger den ind mod
Solens centrum. Ved at analysere svingningerne, kan man regne ud hvilke stoffer der
bevæger sig inde i Solen, og hvornår. |
 |
|