Forside
-Måner side 2
|
Epimetheus,
Janus og Mimas
Epimetheus |
|
Epimetheus var søn af Iapetus, bror til Prometheus og Atlas. Han var gift med
Pandora. Epimetheus betyder på græsk bagklogskab. Epimetheus blev først observeret
af Walker i 1966. Men det var forvirrende idet Janus er i en tilsvarende bane. Så
Walker deler officielt opdagelsen af Epimetheus, med Fountain og Larson, som i 1977
viste at der var to måner indvolveret. Det hele blev fuldt opklaret i 1980 af Voyager 1.
Epimetheus og Janus er co-orbitale, de deler bane. Der er adskillige kratere større end
30 km. i diameter, samt store og små bakker og dale. Dette tyder på at månen er
temmelig gammel. |
Janus |
|
Janus var portenes og døråbningernes gud, og havde to ansigter som kikkede i hver
deres retning. Janus har lagt navn til måneden januar. Dollfus har fået æren af
opdagelsen, men det vides ikke med sikkerhed, om det var Janus eller Epimetheus han
så, og hans observationer førte til en falsk bane. Larson og Fountain fandt i 1978 ud
af, at der faktisk er to måner i afstanden 151.000 km. fra Saturn. Dette blev bekræftet i
1980 af Voyager 1. Janus og Epimetheus er co-orbitale. Deres baneradius afviger fra
hinanden med kun 50 km. Derfor er omløbshastighederne næsten ens, og den inderste
(og dermed hurtigste) overhaler langsomt den anden. Når de nærmer sig hinanden
udveksler de lidt bevægelsesenergi, som får den inderste til at øge sin baneradius, og
den yderste til at indskrænke sin baneradius, og de bytter plads. Ombytningen finder
sted omkring hvert fjerde år. Janus er dækket af kratere, med diametre større end 30
km., men den har få lineære formationer. Overfladen ser ud til at være ældre end
Prometheus, men yngre end Pandoras. |
Mimas |
|
Mimas var titaner og blev dræbt af Herakles (Hercules). Mimas lille densitet (1,17
g/mL) indikerer, at den for det meste er sammensat af vand-is, og kun en lille mængde
sten. Mimas overflade har et nedslagskrater med en diameter på 130 km. kaldet
Herschel. Krateret er så stort, at det udgør 1/3 af månens totale diameter.
Kratervæggene er omkring 5 km. høje. Bunden går helt ned til ti km., og toppen i
midten står seks km. over kraterbunden. Nedslaget må have været ved at knuse
Mimas. Der er observeret frakturer eller revner på den modsatte side af månen, som
kan være opstået under nedslaget. Overfladen er fuld af mindre kratere, men ingen i
nærheden af Herschels størrelse. Dette antyder at Mimas, i sin tidlige historie, har
været bombarderet med endnu større objekter, end det der skabte Herschel, hvilket har
ført til, at den lille måne blev knust, og at alle spor, efter tidligere nedslag, blev
udviskede. Resterne har så samlet sig og dannet Mimas, som vi ser den i dag. |
|