Forside
Planeterne Solen, Månen
Gasplaneternes måner/ringe
Jupiter
Saturn
-Måner side 1
-Måner side 2
-Måner side 3
-Måner side 4
-Måner side 5
-Måner side 6
-Fakta om månerne
-Ringe
-Fakta om ringene
Uranus
Neptun
Universet
Astro-Quiz
Ordforklaring
Læg en besked i gæstebogen
| Saturn har 14 tynde, flade ringe om sig, men kun 3 af dem kan ses fra Jorden. Ringene er tætte og snoede. De er lavet af milliarder af ispartikler, som bevæger sig rundt om planeten. Isstykkerne varierer fra små partikler på størrelse med støv, til stykker af is, som måler mere end tre meter i diameter. De glimtende ringe gør Saturn til et af de smukkeste objekter i solsystemet. Også Jupiter, Neptun og Uranus har ringe, men deres ringe er meget mere utydelige end Saturns. |
| Ringene omringer Saturn på ækvator, men de rører ikke Saturn. De bevæger sig omkring planeten, med forskellige hastigheder. Målinger viser, at ringsystemet har en svag atmosfære af ilt. Mens Saturn drejer om Solen, hælder ringene altid til den samme vinkel, som ækvator. Saturns yderste ring, F-ringen, er kompliceret, da den er sat sammen af flere små ringe med små tydelige knuder. Forskerne tænker på, om knuderne kan være ophobninger af ring-materiale, eller mini-måner. Den mærkelige, sammenflettede struktur, der kunne ses på Voyager 1-billeder, kunne ikke ses på billeder fra Voyager 2. Måske fordi Voyager 2 tog billeder i områder, hvor ringene er næsten parallelle. |  |
| To tydelige ringe (A og B) og en svagere (C) kan observeres fra Jorden. Afstanden mellem ringene A og B, er kendt som Cassini-delingen. Det langt svagere mellemrum i de ydre dele af ring A, kaldes Encke-delingen. Voyager-billeder viser yderligere fire tynde ringe. Saturns ringe er, i modsætning til de andre planeters ringe, meget lyse, med en albedo på 0,2 - 0,6 (en måleenhed for, hvor meget af det modtagede lys de reflekterer). |
 |
Saturns største ringe er ekstremt brede. Den yderste ring fx, måler omkring 300.000 km i bredde. Men ringene er så tynde, at de ikke kan ses når de står på direkte linie med Jorden. Deres tykkelse varierer fra 200 til 3000 meter. Mellemrummene mellem ringene er mindst 3200 km. brede. I mellemrummene mellem nogle af de store ringe, er der små snoede eller bølgende ringe. Bølgerne skyldes påvirkningen af tyngekraften fra små måner, som findes i ringenes mellemrum. Der er meget lidt materiale i ringene. Hvis man pressede dem sammen til et fast objekt, ville det ikke være mere end 100 km. i diameter. Ringenes oprindelse (både for Saturn og de andre gas-planeter) er ukendt. De kan have eksisteret siden planeternes dannelse, men ringene er ustabile og skal løbende påfyldes nyt materiale for at holdes ved lige. Denne proces varetages sandsynligvis af større måner, som nedbrydes. |
| Saturns ringe blev opdaget i starten af 1600-tallet, af en italiensk astronom, Galileo. Han kunne ikke se ringene tydeligt med sit lille teleskop, og troede det var store måner. I 1656 brugte en hollandsk astronom et bedre teleskop, og opdagede en tynd, flad ring om Saturn. Han troede at ringen var en solid plade, af et eller andet materiale. I 1675 opdagede en fransk astronom to separate ringe, lavet af en masse partikler. Senere opdagede man endnu flere ringe. Først i 1980 blev de mindre ringe opdaget. Ringene forblev unikke i Solsystemet helt op til 1977, da nogle svage ringe blev observeret om Uranus, og kort efter om Jupiter og Neptun. |  |