Forside

Planeterne Solen, Månen

Gasplaneternes måner/ringe

Jupiter

Saturn
-Måner side 1
-Måner side 2
-Måner side 3
-Måner side 4
-Måner side 5
-Måner side 6
-Fakta om månerne
-Ringe
-Fakta om ringene

Uranus
Neptun

Universet

Astro-Quiz

Ordforklaring

Læg en besked i gæstebogen

 Titan


Titan er Saturns største måne. I græsk mytologi var titanerne en familie af giganter, børn af Uranus og Gaia, der forsøgte at regere i himlene, men blev væltet og erstattet af Zeus familie.


Man troede længe at Titan var den største måne i solsystemet, men nyere observationer har vist at atmosfæren er så tyk, at dens faste overflade er mindre end Ganymedes. Titan er dog større i diameter end Merkur, og større og mere massiv end Pluto. Et af formålene med Voyager1-missionen, var at studere Titan. Voyager1 kom helt ind til 4000 km. fra overfladen. På de få minutter det varede, lærte man mere om Titan end i de foregående 300 år. Alligevel ved man utrolig lidt om den måne. Titan er indhyllet i en tyk atmosfære, og overfladen er fuldstændig usynlig i synligt lys. Cassini-missionen skal kortlægge overfladen med radar, ligesom Magellan gjorde på Venus. Alt hvad Voyagerbillederne viser, er en svag farvevariation mellem den nordlige og sydlige halvkugle. Enkelte overfladedetaljer kommer til syne, i det infrarøde frekvensområde, set med Hubble rumteleskopet.


Titan svarer i sin opbygning til Ganymedes, Callisto, Triton, og sandsynligvis Pluto. Det er uvist om den har indre struktur som Ganymedes, eller om den er homogen som Callisto. Titan består af halvt vand-is og halvt sten. Den er formentlig lagdelt med en stenkerne på 3400 km., der er omgivet af flere lag af forskellige krystal-former af is. Dens indre kan stadig være varmt. Selvom sammensætningen ligner Rheas og resten af Saturns måner, er den tættere, fordi dens størrelse bevirker, at tyngdekraften presser den mere sammen.


Som den eneste af alle månerne i solsystemet, har Titan en betydelig atmosfære. Ved overfladen er trykket mere end 1.5 bar (50% højere end Jordens). Atmosfæren består primært af molekylært nitrogen (som på Jorden), med hele 6% argon og nogle få procent metan. Interessant nok findes der også spor af mindst et dusin andre organiske forbindelser, bl.a. etan, hydrogencyanid, carbondioxid og vand. Metanet i Titans øvre atmosfærelag, nedbrydes af sollyset og danner en tung dyne over hele månen, svarende til de problematiske smog-skyer over større byer her på Jorden, bare langt værre. På mange måder svarer dette til forholdene på Jorden i dens tidlige historie, da livet lige var opstået. Titan har ikke selv et magnetfelt, og går til tider i bane udenfor Saturns magnetosfære. Den er derfor direkte udsat for solvinden, der så kan ionisere og løsrive molekyler fra de øverste atmosfærelag.


Ved overfladen er temperaturen cirka -179 grader. Ved så lave temperaturer kan vand-is ikke sublimere, og der er derfor ikke nogen vanddamp i atmosfæren, der kan deltage i de kemiske processer. Alligevel ser det ud til, at mange kemiske processer er i gang, og det har åbenbart resulteret i en meget tyk smog. Der er sandsynligvis to skylag hhv. 200 og 300 km. over overfladen. Andre, mere komplekse kemikalier i små mængder, må være ansvarlige for den orange farve vi ser fra rummet. Det virker sandsynligt, at etanskyerne kunne producere et regnvejr på overfladen, og danne et op til 1000 meter dybt "hav" af etan (eller en etan/metan-blanding), men nyere jordbaserede radarmålinger har dog sået tvivl om dette.


Nyere observationer med Hubble rumteleskopet, viser bemærkelsesværdige billeder af Titans overflade, taget i det infrarøde (IR) frekvensområde. Voyagers kamera klarede ikke at trænge igennem den tykke atmosfære, men i IR-området bliver tågen mere gennemsigtig. Hubbles billeder viser tegn på, at et stort, lyst "kontinent" befinder sig på den side af Titan, der vender fremad i banebevægelsen. Dette beviser ikke at de store "søer" eksisterer, det viser bare at Titan har store lyse og mørke områder på overfladen. Landingsstedet for Huygens-sonden er blevet valgt, delvist baseret på grundige studier af disse billeder. Beliggenheden bliver lige ud for kysten ved det største af de førnævnte kontinenter, på 18.1 grader nordlig bredde, 208.7 grader længde. Observationerne med Hubble antyder også, at Titan roterer synkront, som de fleste af Saturns andre måner.