Forside

Planeterne Solen, Månen

Merkur
Venus
Jorden
Mars
Jupiter
Saturn
Uranus
Neptun

Solen
-Størrelse og rotation
-Opbygning og tyngdekraft
-Fusion
-Farver og lys
-Magnetfelt og solpletter
-Fænomener
-Fakta

Månen

Dværgplaneterne

Gasplaneternes måner/ringe

Fakta om planeterne

Universet

Astro-Quiz

Ordforklaring

Forum

Læg en besked i gæstebogen

Solens opbygning og tyngdekraft



Solens masse udgør ca. 99,8 % af massen i hele vores solsystem. Solens masse er omkring 1047 gange så stor som Jupiters, og 333.000 gange så stor som Jordens. Fordi Solen er så massiv, er dens tyngdekraft ved overfladen stærkere end nogen af planeternes tyngdekraft. En ting, der på Jorden vejer 45 kg, vil veje 1270 kg. på Solen. Solens tyngdekraft er 28,22, i forhold til Jordens på 1. Ved hjælp af sin tyngdekraft styrer Solen planeternes kredsløb. Når en planet er langt væk fra Solen, bevæger den sig langsommere pga. den svagere tyngdekraft. Tyngdekraften trykker også Solens gasser sammen på dens midte. Hvis den ingen tyngdekraft havde, ville den ikke være til, men gå i opløsning. Samtidig sørger de varme gasser for at Solen ikke kollapser. Varme gasser har et højt tryk og prøver at udvide sig. Trykket fra gasserne styrer tyngdekraftens styrke. Derfor beholder Solen hele tiden sin størrelse og form.


Lysets hastighed er på 299.792,458 km. per sekund. Med den hastighed tager det omkring 8 min. og 20 sekunder for Solens lys, at nå Jorden. Når et rumskib letter fra Jorden, må det have en fart på af 40.200 km. i timen, på grund af Jordens tyngdekraft. Hvis rumskibet, med samme fart, letter fra Solen, vil det tage 154 dage, lidt længere end 5 måneder, at komme derfra, fordi Solens tyngdekraft er så meget kraftigere end Jordens.


Omkring tre fjerdedele af Solen består af brint. Det er det letteste af de kendte grundstoffer. Næsten en fjerdedel af Solens masse består af helium. Forskerne opdagede gasserne på Solen, for de opdagede dem på Jorden. Ordet helium er græsk, og betyder Sol. Af de 112 kendte elementer er 91 naturlige på, eller i, Jorden. De andre elementer er kunstigt skabt. Mindst 70 af Jordens naturlige elementer er blevet fundet på Solen. Men alle disse elementer, ilt, kulstof, metaller og andet, udgør kun 1-2 % af Solens masse.


Solens korona i ultraviolet lys Solens overflade kaldes fotosfæren. Uden om den ligger kromosfæren, og her efter kommer koronaen, som er et tyndt lag af gasser der omgiver Solen, og strækker sig flere mio. km. ud i rummet. Koronaen kan normalt ikke ses, fordi Solens lys overstråler den stort. Men under solformørkelse ses koronaen, når Solen er helt dækket af Månen.


Solens varme og energi bliver dannet i midten, og bevæger sig så videre til dens overflade. Kun omkring en del ud af to milliarder dele af Solens lys og varme, rammer Jorden. Solens kerne er omkring 15 mio. grader varm, mens dens overflade kun er omkring 5500 grader varm. Derfor er det en gåde at koronaen er ca. 2 mio. grader varm. Gasserne i koronaen er ioniseret, dvs. at nogle af atomernes neutroner er løsrevne, derfor mener man det kan være magnetisk energi der er skyld i den høje temperatur. Fordi koronaen er så varm udsender den mest ultraviolet lys. Selvom Solen er det varmeste objekt i vores solsystem, er Jupiters og Saturns indre varmere end Solens overflade. Gasserne i Solens kerne er presset sammen til en tæthed, 150 gange så tyk som vand. Det svarer til 250 mia. atmosfærer (Jordens atmosfære = 1).


Strømme af gas farer gennem Solen. Den kraftigste af dem findes lige under overfladen. Der er også tornadoer på Jordens størrelse der hvirvler nær polerne, med en halv mio. km/t.


Solens overflade bobler fordi den koger. De varme gasser stiger til vejrs og de kolde synker. Ligesom i en gryde med kogende vand. Dette kaldes konvektion. På samme måde som det kogende vand, frembringer Solens kogende gasser også lyde. Lydene forplanter sig gennem Solen, og skaber svingninger på Solens overflade, kaldet sol- eller stjerneskælv. Stjerner kan have flere tusind svingninger af gangen. Svingningerne (lydbølgerne) kan have forskellige bølgelængder, og hver bølgelængde får stjernens gasser til at opføre sig på forskellige måder. Det kan ses på Solens overflade som ændringer i lysintensiteten, eller solatmosfærens hastighed. Man kan endda måle visse svingninger på få meters højde, på Solens overflade.


Lydbølgen starter på overfladen, hvorfra den bevæger sig næsten lodret nedad mod centrum. Undervejs afbøjes den på grund af variationer i lydhastigheden, så den rammer ved siden af centrum. Det punkt i dens bane hvor den er tættest på centrum, kalder man for bølgens vendepunkt. Efter at have passeret vendepunktet bevæger bølgen sig igen ud mod overfladen, hvor den reflekteres som fra et spejl, hvorefter den igen begiver sig indad. Jo længere bølgelængden er, desto dybere trænger den ind mod Solens centrum. Ved at analysere svingningerne, kan man regne ud hvilke stoffer der bevæger sig inde i Solen, og hvornår. Svingninger i Solen